Kontorindretning
Suppleringskursus 6 timer
Storrumskontorer, mindre kontorer og skærmarbejde
Indretning af kontorarbejdspladsen
For at få indrettet en god arbejdsplads, som passer til de funktioner du udfører, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad der skal være plads til.
Lav en tegning af rummet, og tegn møblerne op. Det er meget lettere at flytte rundt med papirstrimler end med skriveborde.
Hvis muligt, sørg for at placere dit arbejdsbord et stykke fra vinduet. På den måde får du et mere stabilt lys. Skærmen skal helst placeres parallelt med vinduet for at undgå, at der kommer sollys ind på skærmen.
Sørg for en så let møblering som muligt, så det er let at komme omkring.
Stolen
Stolens kvalitet og indstillingsmuligheder er afgørende for din mulighed for at variere siddestillinger i løbet af dagen.
Derfor: sæt dig ind i håndtagenes funktioner og indstillingsmuligheder. Der findes en brugermanual til stolen, som er god at have ved hånden (måske findes den også på nettet).
- Rul stolen væk fra bordet.
- Sæt dig på stolen og indstil sædedybden. Den passer, når hele foden hviler på gulvet, og uden at der er pres på undersiden af dine lår. Lad der være fri plads til 4 fingre mellem dine knæ og stolens forkant.
- Prøv om sædet kan tippes forover, så du sidder skråt. Stolens højde skal herefter reguleres, så sædet kommer højere op.
- Indstil ryglænet. Det skal støtte, så du beholder svajet i ryggen.
- Brug højde- og sædetippefunktionen aktivt, så du sidder langt nede, når du taler i telefonen – højere når du skriver på tastaturet, og midt imellem når du læser.
- Lændestøtten skal kunne indstilles, så du får støtten hvor du har brug for det.
Variation i forhold til at sidde ned: stå op, rank dig, gå lidt rundt. Husk at indstille bordet, så det kommer højt nok op så du har understøttelse til underarmen.
Bordet
Det optimale arbejdsbord er et bord, hvor du har mulighed for både at stå op og sidde ned, når du arbejder. Et elektrisk Hæve-/sænke-bord er velegnet til dette. For at tilpasse højden:
- Rul ind til bordet med den nye indstilling af stolen.
- Bordhøjden er optimal, når du lægger underarmene på bordet, og mærker aflastningen af skuldrene. Pas på at skuldrene ikke kommer op om ørerne. Prøv dig frem.
Skærmen
Skærmen skal placeres således, at du undgår reflekser. Dette opnås bedst ved at placere skærmen med siden til vinduet. Jo længere ind i lokalet – jo mindre reflekser fra vinduet.
- Øverste tekstlinje bør være 10-15 cm under din øjenhøjde
- Afstanden til skærmen bør være din armlængde
Øjnene holdes våde, ved at vi blinker med passende mellemrum. Det kan dæmpe blinkrefleksen, at skærmen placeres for højt. Derfor bør skærmen placeres, så den øverste linje er under øjenhøjde. Prøv at eksperimentere med afstanden til skærmen samt højde og vinkel på skærmen.
Mus
Vælg en mus der ligger godt i hånden. Placer musen tæt ved tastaturet. Nogle kan godt lide at placere musen mellem tastaturet og en selv. På den måde skåner du skulderen.
Meget musearbejde kan undgås ved at indøve brugen af genvejs-taster. Dermed kan du mindske belastningen.
Øv dig også i at bruge både højre og venstre hånd til musearbejdet. Du kan indstille funktionen ved at gå ind i kontrolpanelet og finde mus, hvorefter der kan foretages ændringer, både i hastighed, og ved de enkelte knappers funktioner. Musen kan med fordel erstattes af en Contourmus/Mousetrapper.
Tastatur
Tastaturet placeres, så der er plads mellem bordkanten og tastaturet til dine hænder. Husk at underarmen skal kunne hvile på bordet. Det betyder at du kommer til at slappe af i skuldrene.
Konceptholder
Skriver du efter manuskript, bør du have en konceptholder, der placeres mellem tastaturet og skærmen. Det vil give en bedre arbejdsstilling i forhold til bevægelsen i nakken. Er manuskriptet placeret til højre eller venstre for tastaturet, vil du automatisk dreje i nakken for at læse.
Telefon
Hvis du har mange samtaler og samtidigt skal skrive beskeder, og er tilbøjelig til at klemme røret fast mellem øre og skulder, vil det afhjælpe belastningen ved at få en hovedtelefon. Vælg en der dækker det ene øre, så du stadig kan høre hvad der foregår i rummet.
Belysning
Til hver arbejdsplads bør der være mindst en arbejdslampe, som skal kunne oplyse arbejdsfeltet. Arbejdslampen skal oplyse bord, konceptholder og tastatur, men må ikke give reflekser i skærmen.
For kontorarbejde bør lysstyrken være på 500 lux, målt på skrivebordet. Pas på med blænding, også fra dagslyset!
Indeklima
Indeklimaet har stor betydning for, hvor veltilpas du føler dig. Rumtemperaturen bør ligge mellem 20 og 22 grader.
Du kan forbedre indeklimaet ved at:
- Hæng ledningerne så rengøringen nemt kan komme til.
- Placer kopimaskiner og printere i separat rum med ventilation.
- Sørg for at der bliver luftet grundigt ud flere gange dagligt.
Støj og akustik
Et passende lydniveau, bidrager til en positiv oplevelse og øger effektiviteten, mens støj og dårlig akustik kan medføre træthed og nedsættelse af koncentrationsevnen.
Man kan selv bidrage til at sænke støjniveauet ved at:
- Skru ned for telefonens ringetone
- Tag hensyn til dine kolleger, når du taler med andre.
- Fortælle dine kolleger, hvis de taler for højt
- Luk døren til støjende rum som mødelokaler og kopirum
Variation
Planlæg dit arbejde og sørg for at få afveksling:
- Stå op, mens du taler i telefonen.
- Skift mellem stående, siddende og gående arbejde gennem dagen. SLIP STOLEN!
- Hold skærmfrie pauser ind i mellem.
Arbejdspladsvurdering – APV
Din kontorarbejdsplads skal vurderes – mindst hvert 3. år – det kræver loven. Men det er også fornuftig, at få den vurderet, for at få konstateret, om der skal ændres noget i arbejdsgangen eller indretningen til gavn for dig i din arbejdsdag.
I arbejdspladsvurderingen taler vi også om det psykiske arbejdsmiljø, hvor trivsel og samarbejdsforhold naturligt indgår. På mange arbejdspladser er stress også en faktor, man skal forhold sig til.
Og til sidst …
- Vend og drej dig på stolen
- Hæv skrivebordet inden frokostpausen og inden du går hjem
- Gå en kort tur på 5-10 minutter i frokostpausen
- Hent 1 kop kaffe/te ad gangen – undgå derfor termokande 😊
- Hold walk-and-talk-møder
- Gå til kollegaen i stedet for at ringe eller sende mails
Kan du have en rigtig god dag!
Den største udfordring ved kontorarbejde er ofte, at der er meget stillesiddende arbejde og derfor ikke meget variation i arbejdsstillingen. Det stiller krav til ergonomien, således at de ergonomiske forhold er indtænkt i alt fra skærmarbejde til mødesituationer m.m. Nedenfor kan du se en tjekliste, som I kan bruge til at komme i gang med kontorindretningen og indsænkningen af ergonomi.
Temaer på kurset:
- Variationsmulighederne i tidens kontorinventar
- Skærmarbejde og ergonomi ved skrivebordet
- Krav til belysning og ryddelighed på kontorarbejdspladsen
- Forebyggelse af fysiske gener ved hyppig brug af PC
- Indretning af arbejdspladsen – generelle krav til arbejdsrum og særlige krav til kontorarbejdspladser
- Storrumskontorer og mindre kontorer – hvordan skal de indrettes?
- Arbejds- og siddestillinger
- Vigtigheden af variation og pauser