Kenneth er arbejdsleder i arbejdsmiljøorganisationen (AMO) på hans arbejdsplads. AMO har rakt ud efter ekstern rådgivning i forbindelse med den arbejdsmiljøudfordring, som deres arbejdsplads ikke er alene om at have. Nemlig hyppig udskiftning blandt de unge medarbejdere.

”Jamen det der er den primære udfordring er jo, at vi ikke kan fastholde de unge!” indleder Kenneth rådgivningsmødet med. ”Vi kan godt rekruttere… men fastholdelse, ja, der ved jeg ikke… Jeg tror de unge har en swipe-mentalitet, og jeg tror at det gør, at de ikke har samme loyalitet og kollektivt ansvar overfor sine kollegaer og arbejdsplads!” Kenneth ryster let på hovedet i frustration, mens han med sin ene hånd dupper sine fingerspidser på bordoverfladen.

Det er ikke fremmed for os i ArbejdsmiljøGruppen at lægge ører til de her frustrationer ude i de virksomheder vi besøger, eller under de uddannelser og kurser vi faciliterer. Det er simpelthen en meget hyppig frustration, som er yderst relevant at tage alvorlig – og vi kan godt forstå frustrationen. Der er nemlig tale om det, vi kalder et generationssammenstød.

Det dejlige ved Kenneths frustration er, at han ikke siger, at han ved at det er sådan og sådan, men at han i stedet siger, at han tror at det er sådan og sådan. For i den lille, men vigtige, ordforskel ligger der nemlig en nysgerrighed gemt. Og det er en vigtig ingrediens, når vi taler om at bygge generationsbroer.

Til hverdag er Kenneth leder for et stort antal unge medarbejdere. Og som leder er der ingen tvivl om, at Kenneth vil sine medarbejdere det bedste og virkelig ønsker at møde deres behov.

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker

I rådgivningen bevæger vi os ind i emnet – og vi graver os ned i en af psykisk arbejdsmiljø bekendtgørelsens vejledninger: AT-vejledning 4.2.1 – Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker. Det er en vejledning, som vi i ArbejdsmiljøGruppen anbefaler AMO og alle ledere at sætte sig ind i, fordi man i arbejdet med arbejdsmiljø (og som leder) arbejder med høje følelsesmæssige krav, da man netop arbejder med sine kollegaer og medarbejdere, som er mennesker.

Typisk rammes den ældre generation lidt her… og hvorfor det? Noget af grunden kan ligge i, at denne generation er opvokset med ikke at tage deres følelser med på arbejde, men venligst efterlade dem derhjemme. Ja, man venter selvfølgelig med at græde, hvis noget på arbejdet påvirker én, til man er kommet hjem, for man skal ikke vise for meget af sig selv på arbejdspladsen.

”Du har fuldstændig ret!” siger Kenneth efter han har orienteret sig i vejledningen. Han siger det med et smil og store øjne, mens hans ryster lidt på hovedet. ”Jeg er virkelig fra den ældre generation!”

Kenneth fortsætter: ”Det er interessant! For bare jeg læser følelser i samme sætning med arbejde, mærker jeg en modstand indvendig. Jeg kan slet ikke det der med følelser på arbejdet! Det hører til derhjemme!”

Så hvad gør Kenneth, når den unge generation er opdraget til ikke at efterlade dele af sig selv derhjemme? Hvordan får vi Kenneth og den unge generation, der – billedligt talt – befinder sig på hver sin ø, til at mødes? Hvordan bygger vi den bro, der er nødvendig for, at et møde kan finde sted? Hvad er broen bygget med? Kenneth har vist os, at han heldigvis besidder ingrediensen.

Broen er nemlig bygget med nysgerrighed.

Og det er ikke kun et krav til Kenneths generation, der har svært ved at forlige sig med følelser og arbejde. For at generationsbroen skal blive solid nok til at kunne mødes på den, må den unge generation også bygge med – med nysgerrighed.

En gang om måneden giver vi dig en ny case fra det virkelige arbejdsmiljøliv.  

Via vores undervisning får vi unik adgang til branchespecifikke arbejdsmiljøproblemer fra branchefællesskaber tilsvarende din arbejdshverdag. 

Vi deler gode idéer til løsninger, generelle anbefalinger og inspirerer dig til at tage fat i dit arbejdsmiljø.