”Der er hele tiden en eller anden joke, I ved ”Det sagde hun også i går”-agtigt.”
Kender du joken? Søren kender den! Søren er nyvalgt AMR i en tømrervirksomhed, og han befinder sig på førstedagen på en af ArbejdsmiljøGruppens arbejdsmiljøuddannelser.
Søren og de 17 andre kursister er i gang med at sætte ord på deres motivationen bag deres nye tillidshverv. Det er blevet Sørens tur. Søren sidder tilbagelænet med krydset arme på stolen og starter lidt forsigtigt ”Ja… min motivation!” Han fortsætter: ”Ja, altså det er jo ikke nogen hemmelighed at tonen indimellem kan være lidt, hvad siger man, upassende på en byggeplads!” Lokalet rør lidt på sig med skæve anerkendende smil til det Søren lige har sagt. ”Og det er her min motivation ligger. Jeg vil gerne gøre noget for at tonen… hvad kan man sige… bliver lidt pænere…”
Han holder en lille pause før han fortsætter. ”Eller i hvert fald i blandt den gruppe jeg er repræsentant for. Der er hele tiden en eller anden joke, I ved ”Det sagde hun også i går”-agtigt. Og min mormor har altid sagt til mig! ”Vi skal tale ordentlig til hinanden!” ja… så det er altså min mission eller motivation, eller hvad man siger!”
Men… hvordan får man lige ens kollegaer til at tale ordentligt til hinanden, når ”Det sagde hun også i går”-kulturen er den herskende måde at tale sammen på?
Kultur er en sjov størrelse, for det er ikke en håndgribelig ting, det er ligesom noget vi gør og siger. Kultur er altså noget der kommer til udtryk iblandt og via os mennesker. Man siger typisk, at det er limen, der binder os sammen. Så hvordan får man en anden lim til at binde os sammen end joken ”Det sagde hun også i går”?
Som medlem af arbejdsmiljøorganisationen bliver du automatisk en kulturbærer af arbejdsmiljøet på din arbejdsplads. Det er derfor også vigtigt, at man i AMO bliver klar på, hvilken kultur der hersker, og ikke mindst bliver klar på, hvilken kultur man gerne vil have i fremtiden. Man kan prøve at spørge hinanden i AMO, om det er en sund kultur der hersker i ens virksomhed, og således finde ud af om kulturen enten skal ændres eller fastholdes.
Under modulet Psykisk arbejdsmiljø på den lovpligtige 3 dages arbejdsmiljøuddannelse resonerede Søren sig frem til følgende spørgsmål: ”Okay, så det du siger er altså, at vi skal tale sammen på holdet om, hvad ”det at tale ordentligt til hinanden” er?”
Og svaret er ja.
Det er lige præcis dét, som er det vigtige, når vi skal ændre eksempelvis en måde at tale til hinanden på. Når vi skal flytte os fra et sted til et andet i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, er det vigtigt, at vi i fællesskab får sat ord på, hvordan det at tale ordentligt til hinanden ser ud eller rettere lyder, så vi har en retning på ændringen, vi ønsker os.
Vi er typisk mange forskellige mennesker samlet i virksomheder, og vi kommer med alle mulige måder vi gør ting, og siger ting på. Derfor er det lidt som at lære et nyt sprog, når vi skal indgå i en virksomhed. Vi skal lære, hvad der er den rette grammatik, og hvornår vi siger noget der er ”volapyk” på vores virksomhedssprog.
Derfor er det også vigtigt, at det vi gerne vil have mere af honoreres, og det vi vil have mindre af tilrettes. Derfor er en introduktion og oplæring i virksomhedssproget også en vigtig del af det at blive en del af en arbejdsplads.
Der findes mange værktøjer til at arbejde med kulturen, en af de værktøjer er dialog.
Dialog giver os nemlig flere og måske nye perspektiver på et emne, som vi måske render rundt og tror, at vi alle er enige om. BFA – Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø har udviklet forskellige dialog redskaber.
Blandt andet følgende dialogkort om mangfoldighed
Mangler man mere virksomhedsnære dialogkort, kan man selv lave nogle, eller man kan lave det i samarbejde med en Arbejdsmiljøkonsulent.
Hvad vil Søren gøre?
Han kan starte samtalen med at spørge sit team, sin gruppe eller hold om, hvordan en rigtig god dag ser ud for jer? Hvornår går I hjem fra arbejde glade og veltilpasse?
På arbejdsmiljøuddannelsen bliver deltagerne motiveret til at lave en handlingsplan på den første handling i rollen som AMR eller AL. Sørens første handling i rollen som AMR lød som følgende: ”Jamen, min handling er at tage en snak med gutterne på vores næste møde i skuret om tonen, og at de skal tænke over det de næste dage. Og så vil jeg sige, at vi hver måned skal tale om, hvordan en spitze dag ser ud for os, og hvordan vi kan få flere af dem!”
Tak Søren for at inspirere os i ArbejdsmiljøGruppen. Vi håber du der læste med, også kan lade dig inspirere af Sørens gåpåmod og vilje til forandring og måske ændre den lim, der binder jer sammen i din virksomhed, hvis den som Sørens trænger til det.
En gang om måneden giver vi dig en ny case fra det virkelige arbejdsmiljøliv.
Via vores undervisning får vi unik adgang til branchespecifikke arbejdsmiljøproblemer fra branchefællesskaber tilsvarende din arbejdshverdag.
Vi deler gode idéer til løsninger, generelle anbefalinger og inspirerer dig til at tage fat i dit arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljødag 2025: Hvordan taler vi om arbejdsmiljø – Trivsel gennem kommunikation
Hvordan opnår vi trivsel gennem kommunikation?
På årets arbejdsmiljødag, dykker vi ned i “Hvordan vi taler om arbejdsmiljø”.
Du får:
- Inspirerende input fra anerkendte oplægsholdere og workshopledere.
- Praktiske værktøjer til at styrke kommunikation og arbejdsmiljø.
- Mulighed for at netværke og dele erfaringer med andre fagpersoner.