Bind en sløjfe.

Gode afslutninger skaber bedre trivsel og læring

De fleste af os er gode til at starte nye projekter, opgaver og samarbejder. Men hvor gode er vi egentlig til at afslutte dem på en ordentlig og meningsfuld måde?

At gøre noget ud af afslutningen – næsten på højtidelig vis – er en overset mulighed for både personlig og kollektiv udvikling. Når vi binder en sløjfe på en proces, giver vi os selv og hinanden mulighed for at fejre det, der blev skabt, reflektere over forløbet og tage læringen med videre.

Det skaber mening, reducerer mental efterladthed og øger psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

Gode afslutninger er guld værd

Der kan være forskellige behov for at binde sløjfe alt efter hvad det er vi afslutter. Indimellem kan det være et kort afslutningsmøde, hvor I både fejrer resultatet og reflekterer sammen.

Som leder kan man også bede sine medarbejdere om at skrive 3-5 sætninger om deres personlige læring og så tage det med til deres MUS eller anden 1:1.

Et simpelt, tak, kan også gøre underværker for den psykosociale trivsel og kulturdannelsen. Her kan man sende en fælles mail ud eller markere afslutningen med kaffe og kage eller ligefrem bobler og en lille tale. Gode afslutninger styrker den kollektive følelse. Vi var igennem noget og nu er vi på den anden side. Klogere, stærkere og klar på nye eventyr.

En ordentlig afslutning giver os mulighed for at lukke mentalt ned for en proces. Det frigiver energi til nye opgaver og mindsker risikoen for stress og udbrændthed. Samtidig styrker det fællesskabet, når vi sammen anerkender indsatsen og resultatet – også selvom det ikke blev perfekt.

Inspiration til at binde en god sløjfe

Prøv at gøre afslutningen til et lille, bevidst ritual. Det behøver ikke tage lang tid. Alt mellem 10-30 minutter kan være nok. Her er bud på nogle refleksionsspørgsmål, som du eller I kan kigge på sammen eller individuelt.

• Hvad er jeg stolt af i dette forløb? Hvad lykkedes godt, og hvad skabte værdi for mig eller andre?

• Hvad lærte jeg af processen? Hvilke nye ting eller indsigter tager jeg med mig?

• Hvad ville jeg gøre anderledes næste gang? Var der knapper, jeg kunne have skruet på undervejs?

• Hvad skal jeg helt sikkert ikke gøre igen? Og hvad skal jeg blive ved med at gøre, fordi det virkede rigtig godt?

Disse spørgsmål skaber et trygt og fremadrettet refleksionsrum. De kan bruges i et teamsmøde, en 1:1-samtale eller som en personlig øvelse.

 

Ved at gøre det til en vane viser vi respekt for det arbejde, der er lagt, og skaber en kultur, hvor læring og anerkendelse er en naturlig del af hverdagen.

Skriv eller ring, hvis I godt kunne tænke jer at lærer mere om at binde sløjfe eller I har brug for at få faciliteret en god afslutning.

En gang om måneden giver vi dig en ny case fra det virkelige arbejdsmiljøliv.  

Via vores undervisning får vi unik adgang til branchespecifikke arbejdsmiljøproblemer fra branchefællesskaber tilsvarende din arbejdshverdag. 

Vi deler gode idéer til løsninger, generelle anbefalinger og inspirerer dig til at tage fat i dit arbejdsmiljø.